osta nåede først Vesten i 1790'erne.

Navnet Hosta, til ære for en østrigsk botaniker Nicolas Thomas Host, blev ikke foreslået før 1812. Før den tid blev Hosta regnet til Hemerocallis (dagliljerne). Navnet Funkia blev også brugt nogle gange, og det har hængt ved som populærnavn i mange lande, bl.a. i Danmark. I dag er Hosta blevet populærnavnet også her i landet. De først Hosta, som kom til Europa var H. plantaginea og H ventricosa, begge kinesiske arter. De er stadig meget værdsatte haveplanter. Plantejagten fortsætter, og der opdages stadig nye arter i Japan, Korea og andre steder i det Fjerne østen.
Hosta blev placeret i liljefamilien, Liliaceae, som også omfatter liljer, dagliljer og mange andre arter, men nu placeres de oftest i deres egen familie, Hostaceae.
 

I dag er familien delt op i omkring 40 arter og godt og vel over 1.000 forskellige sorter. Selvom disse opdelinger stort set er et spørgsmål for dem, der bestemmer klassifikationssystemet, er det sandsynligt, at der vil opstå store ændringer i nomenklaturen (planternes navngivningssystem), da mange af de arter, der dyrkes hos gartnerne, tidligere blev betragtet som ægte arter, men nu ikke kan anses for at ville opstå i naturen. Sådanne planter må have deres oprindelse i haverne og var formentlig tilfældige krydsninger, der opstod, da de første Hosta blev introduceret, og før man kendte til deres villighed til at formere sig indbyrdes. Mange navne er derfor blevet justeret for at følge det internationale regelsæt for navngivning. F .eks. troede man, at H. fortunei tidligere kom fra Japan, men den bor mere korrekt benævnes 'Fortunei', hvor anførselstegnet indikerer, at der formentlig er tale om en krydsning af usikker herkomst.
En af de kendte hosta-dyrkere var den franske kejserinde Josephine (1763-1814) som, med sin lidenskab for eksotiske nyheder, plantede dem i sin have på landet i Malmaison. Nogle blev udførligt illustreret af den botaniske kunstner Pierre Joseph Redoute (1759-1840) i hans Les Liliacecs fra 1805.

En senere fortaler for disse planter til haven var den engelske victorianske haveskribent Shirley Hibberd (1825-90). Han udviklede ideen om det urteagtige bed, idet han foreslog at benytte Hosta sammen med andre hårdføre planter, som f.eks. akelejer, astilber, dagliljer, geranier, gyldenlakker, klokkeblomster og pæoner. Hans ideer har haft indflydelse på den nu bedre kendte Gertrude Jekyll, som var glad for at kombinere Hosta med bregner - især i skyggefulde gårdhaver.
Ikke desto mindre startede den egentlige dyrkning af Hosta først op i det 20. årh., og den accelererede efter den Anden Verdenskrig, da man især i USA blev interesseret i planten. Hosta har aldrig været så populære, som de er i dag, og fordelene ved meristemformering har betydet, at nye kulturer kan komme i handelen hurtigere end nogensinde før. I dag rækker sortimentet fra planter på størrelse med en tommelfingernegl til store eksemplarer med næsten skulpturel virkning. Variationen i bladene fra brede, stærkt flammede striber til tynde kanter i bladranden, synes næsten uendelig.